Company logo
Experience image 1
Experience image 2
Experience image 3
Byvandring: Pisserenden

Kanoner, gamle lokummer og frække fruentimmere i Pisserenden

Vi mødes på det lille torv foran Fiolstræde ved Nørreport. Indtil 1842 hed torvet Skidentorv og senere uofficielt Æggetorvet, fordi der i 1920-30´erne blev solgt æg og fjerkræ på torvet.

Frem til 1656 stod middelalderens Nørreport for enden af Nørregade, hvorefter den blev flyttet hen, hvor Frederiksborggade ligger i dag.

Vi går gennem Nørregade til Sankt Petri Kirke, der oprindelig er en sognekirken fra sidst i 1200-tallet. Kirken blev nedlagt efter Reformationen, hvorefter den blev brugt som kanonstøberi, indtil Frederik 2. i 1585 gav kirken til byens tyske menighed.

Det er i gravkapellet fra 1680-erne, at Struensee i dag er genbegravet i en trækasse. I samme kapel ligger også tømrermester og brandchef Boye Junge, der sammen med sine folk i 1772 rejste skafottet til Struensee og Enevold Brandt.............. Det er vist ikke nødvendigt at sige, at man ikke bør vove sig ind i kapellet efter mørkets frembrud. Det oplevede flere af os, da vi optog Historiequizzen fra DR i Sankt Petri Kirke.

Vi fortsætter gennem Pisserenden forbi Valkendorfs Kollegium, som er Nordens ældste kollegium fra 1589. Og som ALDRIG har været et kloster.

Herefter skal vi en tur i Teglgårdstræde, som har navn efter byens første teglgård i middelalderen, og hvor de frække fruentimmere sad i vinduerne gennem hele 1900-tallet. Det sidste gik først på pension i 2003.

Vi slutter i Københavns ældste gade Vestergade, der indtil ca. 1500 hed Smedegade. Her skal I høre om den lystige gæstgivergade, hvor man i dag kan blive slået til ridder. Og om den arkæologiske udgravning i Vestergade 7, hvor fortælleren sad i et fantastisk lokum fra 1300-tallet, og hvad der lå i det :-)

I kan læse mere om Københavns middelaldergader i Hanne Fabricius bog: ”Gader og mennesker i middelalderens og renæssancens København. Inden for middelaldervolden”.

Bogen kan bestilles og medbringes på byvandringen for 200 kr.

Læs mere her: https://tyra.dk/b-ger/gader-og-mennesker-bind-1.html

Og send en mail til Hanne.

Hvad er inkluderet?

·En byvandring på 5-6 kvarter

·Med arkæolog & forfatter Hanne Fabricius. Tyra Byvandringer / https://tyra.dk/

·Mødetid kl. 15:50.

·Husk regntøj, hvis det regner.

Cover image
Om Tyra Foredrag & Byvandringer

Fabelagtige, fantastiske & finurlige fortællinger om Københavns historie. Byvandringer med bid, slag og humor.

Jeg hedder Hanne Fabricius, og jeg er fortæller, forfatter, foredragsholder, byvandrer og arkæolog. Og så har jeg deltaget som ekspert i DRs program Historiequizzen med Adrian Hughes som vært.

Med fødderne plantet i arkæologiens verden fortæller jeg vilde, berusende, sande, sanselige og mystiske historier om fortidens København for både børn og voksne.

Fra 1984-1997 var jeg tilknyttet Københavns Museum både i den arkæologiske afdeling og i Billedarkivet.

I 1997 blev jeg færdig som arkæolog på Københavns Universitet med speciale i Københavns middelalder. Specialet blev i omskrevet form publiceret i 1999, og det blev startskuddet på min forfatterkarriere. Siden har jeg skrevet flere historiske bøger om København, men jeg skriver også historiske fantasyhistorier og spøgelseshistorier for børn. Og jeg har lavet et detektivspil for børn og voksne med titlen: Den forsvundne biskop.

Mellem 1999-2006 var jeg ansat på Københavns Universitet som ph.d.-stipendiat og underviser, hvor jeg bl.a. underviste i Københavns middelalder. Siden 2001 har jeg undervist på Københavns Folkeuniversitet, og fra 2012 har jeg også undervist på Århus Folkeuniversitet i Emdrup og fra 2023 på Odense Folkeuniversitet.

I 2006 valgte jeg at arbejde som freelance med min store kærlighed: Københavns historie. Herefter gik det stærkt med både bøger, foredrag og byvandringer. Men ud over at fortælle, laver jeg også historiske research- og skriveopgaver for firmaer og institutioner.

Tyra Foredrag & Byvandringer
hanne@tyra.dk
© 2024 Tyra Foredrag & Byvandringer
Fra 189 kr./person
Company logo
Fra 189 kr./person