TAG MED PÅ EN SPÆNDENDE TIDSREJSE i dybet under Christiansborg Slot på Slotsholmen, hvor vi sammen suser tilbage i historien til middelalderens og renæssancens borganlæg ……… Altså, selvfølgelig hvis I tør……….. Hernede hænger fortiden fast, og hvileløse sjæle kaster deres lange, mørke skygger rundt i Ruinen.
Måske mærker i det kølige pust fra en af de mange, der aldrig slap ud fra et af de dystre fangehuller i Blåtårn. Måske er det biskop Absalon eller Leonora Christina, som efter sigende stadig vandrer rundt i de blafrende lysskær. Eller måske er det endda personen, som står ved siden af jer og lytter til Hannes fortællinger, som ikke hører hjemme i nutiden.
Under Christiansborgs Slot ligger ca. 3000 m2 borgruiner fra Absalons Borg og Københavns Slot. Gennem middelalderen beskyttede borgene den blomstrende handelsby København mod fjendtlige angreb, som ofte kom fra Hansestæderne.
I middelalderen fungerede en borg som et helt lille samfund, der skulle kunne overleve en længere tids belejring. Derfor var det blandt andet vigtigt at have gode brønde, forrådskamre m.m.
I ruinerne fra Absalons Borg ses stadig rester af økonomibygningerne (bagers, bryggers og stegers) samt tre brønde. Vi stopper ved afløbet fra en "hemmelighed" og forestiller os den ikke så liflige duft fra datidens lokummer. Vi ser ruinen af Bagertårnet, som frem til midten af 1500-tallet også fungerede som krudttårn. Og vi ser nogle fornemme granitsøjler fra en af borgens fornemme bygninger.
Inden I slipper ud af Ruinens mørke, stopper vi ved Blåtårn, som var et berygtet fængselstårn på Københavns Slot.
Her skal I høre om de uhyggelige, mørke og fugtige fangehuller med navne som Troldhullet og Den mørke Kirke, hvor politiske fanger og andre kriminelle ofte sad indespærret i mange år - og selvfølgelig om kongedatteren Leonora Christina, der var kongefamiliens personlige fange i næsten 22 år.
I kan læse mere om Københavns middelaldergader i Hanne Fabricius bog: ”Gader og mennesker i middelalderens og renæssancens København. Inden for middelaldervolden”.
Bogen kan bestilles og medbringes på byvandringen for 200 kr.
Læs mere her: https://tyra.dk/b-ger/gader-og-mennesker-bind-1.html
Og send en mail til Hanne.
·En Rundvisning i Ruinerne under Christiansborg inkl. entre til Ruinen
Med arkæolog & forfatter Hanne Fabricius. Tyra byvandringer / https://tyra.dk/
·Mødetid:
Har du købt billet til kl. 10:30-11 er mødetiden kl. 10:15
Har du købt billet til kl. 12:30-14 er mødetiden kl. 12:15
Mødetid: 15 min. før (Vigtigt).
Fabelagtige, fantastiske & finurlige fortællinger om Københavns historie. Byvandringer med bid, slag og humor.
Jeg hedder Hanne Fabricius, og jeg er fortæller, forfatter, foredragsholder, byvandrer og arkæolog. Og så har jeg deltaget som ekspert i DRs program Historiequizzen med Adrian Hughes som vært.
Med fødderne plantet i arkæologiens verden fortæller jeg vilde, berusende, sande, sanselige og mystiske historier om fortidens København for både børn og voksne.
Fra 1984-1997 var jeg tilknyttet Københavns Museum både i den arkæologiske afdeling og i Billedarkivet.
I 1997 blev jeg færdig som arkæolog på Københavns Universitet med speciale i Københavns middelalder. Specialet blev i omskrevet form publiceret i 1999, og det blev startskuddet på min forfatterkarriere. Siden har jeg skrevet flere historiske bøger om København, men jeg skriver også historiske fantasyhistorier og spøgelseshistorier for børn. Og jeg har lavet et detektivspil for børn og voksne med titlen: Den forsvundne biskop.
Mellem 1999-2006 var jeg ansat på Københavns Universitet som ph.d.-stipendiat og underviser, hvor jeg bl.a. underviste i Københavns middelalder. Siden 2001 har jeg undervist på Københavns Folkeuniversitet, og fra 2012 har jeg også undervist på Århus Folkeuniversitet i Emdrup og fra 2023 på Odense Folkeuniversitet.
I 2006 valgte jeg at arbejde som freelance med min store kærlighed: Københavns historie. Herefter gik det stærkt med både bøger, foredrag og byvandringer. Men ud over at fortælle, laver jeg også historiske research- og skriveopgaver for firmaer og institutioner.